Fem nye aftaler i Lemvig Håndbold
Lemvig Håndbold har taget et stort skridt frem mod den kommende sæson med indgåelsen af fire nye spilleraftaler samt en aftale, der forstærker trænerbænken.
På spillersiden er der indgået nye aftaler med Torben Vinther og Christoffer Cichosz, mens der er tilgang fra norske Marius Hovde Andersen og islandske Elvar Fridriksson. Dertil er lavet aftale med ny assistenttræner, Martin Mikkelsen.
24-årige Elvar Fridriksson er playmaker og kommer til Lemvig fra islandske Valur. Her har han været en central spiller og har blandt andet været med til at vinde det islandske mesterskab i 2007. Dertil kommer omkring 50 landskampe for de islandske ungdomslandshold.
Elvar har tegnet en treårig aftale med Lemvig Håndbold.
27-årige Marius Hovde Andersen er højre back og har spillet en enkelt sæson i dansk håndbold. Han har i den forgangne sæson spillet i Team Tvis Holstebro. Før det spillede han i Runar og Dammen HK. Han står noteret for seks A-landskampe.
Hans aftale med Lemvig Håndbold er toårig.
Fra den nuværende trup er der lavet en toårig aftale med Torben Vinther. Han har været i Lemvig Håndbold siden november 2007. Han har tidligere været en profil i Århus GF og Viborg HK, og i den forgangne sæson blev han topscorer for Lemvig Håndbold.
Der er desuden lavet en ny etårig aftale med stregspiller Christoffer Cichosz. 22-årige Cichosz var en central spiller på det hold fra Team Vestjylland, der i 2007 vandt Y-DM og har siden været en krumtap for holdet i 2. division og har udnyttet enhver mulighed til at bidrage på ligaholdet.
På trænerbænken har Lemvig Håndbold tilknyttet Martin Mikkelsen som ny assistenttræner. Martin Mikkelsen har senest været en del af ungdomsarbejdet i FCM Håndbold.
- Der er mange ting, der er faldet på plads med disse aftaler. Vi har flere nøglepositioner på plads, og jeg føler tegningen til et godt ligahold er der. Men vi går stadig ind til næste sæson meget ydmygt. Vi har som klub nogle erfaringer med fra sidste sæson, og dem skal vi bygge videre på tilsat den nye energi vi får med tilgangen af de nye spillere, siger sportsdirektør Mogens Agger.
Læs også:
Nye, markante aftaler i Lemvig Håndbold
Firkløver laver nye aftaler med Lemvig Håndbold
NYHEDER FRA HBOLD.DK:





















































































































